Den sidste uge har luften været tyk af rygter om Christian Poulsen og Liverpool. Men nu er det officielt. Poulsen er holdkammerat med Agger.
Det skriver den italienske klub Juventus på deres hjemmeside.
Den tidligere FC København-spiller skal til Beatles fødeby og trille bold, og det koster Merseyside-klubben 41 millioner danske kroner.
Pengene skal falde i to omgange, og hvis den blonde dansker bliver et hit, så skal Juventus have yderligere ni millioner kroner.
Dermed har Christian Poulsen både spillet i den tyske, spanske, italienske og nu engelske liga.
Nordvest FC, hvor Christian Poulsen spillede som ung, får dermed knap en million kroner, som reglerne siger, at ungdomsklubber skal have ved videresalg.