En af verdens største håndboldprofiler tager hjem til Danmark.
Mikkel Hansen skifter i sommeren 2022 franske Paris Saint-Germain ud med Aalborg Håndbold, hvor han har sat sin underskrift på en treårig kontrakt.
Det bekræfter den nordjyske klub torsdag i en pressemeddelelse.
- Jeg ser virkelig meget frem til at vende tilbage til dansk håndbold. Aalborg Håndbold er en meget spændende klub, der har præsteret store resultater på den internationale scene.
- Jeg har fortsat kæmpe ambitioner, og jeg tror på, at jeg kan være med til at hjælpe klubben med at tage endnu et skridt op ad den europæiske rangstige, siger Mikkel Hansen i pressemeddelelsen.
Hansens kontrakt med PSG udløber i 2022.
Han har spillet i den franske hovedstadsklub siden 2012. Inden da tørnede han i to år ud for den nu hedengangne klub AG København. Karrieren har også budt på ophold i FC Barcelona og GOG.
I januar var 33-årige Hansen for anden gang med til at vinde guld ved VM med det danske landshold, ligesom han i 2016 var med til at sikre Danmark OL-guld i Rio de Janeiro. En enkelt EM-guldmedalje er det også blevet til.
Mikkel Hansen er tre gange blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller.
- Det er en af de største dage i Aalborg Håndbolds historie. Mikkel er jo en af verdens absolut bedste spillere, og det har han været igennem en lang årrække, lyder det fra Aalborg-direktør Jan Larsen.
- Det er et gigantisk scoop for klubben, og jeg glæder mig virkelig meget over tilgangen. Vi har over en længere periode været inde i en rivende udvikling, og med denne signing er vi nu klar til at sætte overliggeren endnu højere.
Aalborg Håndbold har vundet det danske mesterskab i tre af de seneste fire sæsoner, inklusive i 2019/20-sæsonen, der blev afsluttet før tid på grund af coronapandemien. Aalborg førte ligaen, da den blev lukket ned, og fik tildelt mesterskabet på skrivebordet.
Det nordjyske hold indtager i øjeblikket andenpladsen i HTH Herreligaen med tre point op til GOG, der har spillet en kamp færre end Aalborg.
/ritzau/