Fra energi og mælk til kolde kontanter. Sådan kan man i få ord beskrive det danske fodboldlandsholds sponsorskifte.
Fra nytår vil det være Danske Bank logo, som står trykt på landsholdsspillernes tøj. Dermed siger Dong og Arla farvel til de rød-hvide farver.
Danske Bank og DBU har indgået et kommercielt partnerskab, der gør Danske Bank til hovedsponsor for DBU's forskellige herrelandshold i perioden 1. januar 2012 til 31. juli 2016.
Danske Banks direktør Tonny Thierry Andersen udtrykker glæde over partnerskabet.
"For os er aftalen med DBU ikke bare et logo-sponsorat. Det er et partnerskab, der er langsigtet, gensidigt og givende for begge parter. Vi tror, at vi kan lære noget af hinanden - og opnå resultater sammen," lyder det i en pressemeddelelse.
Første store internationale begivenhed, hvor banken kan få sit navn ud over rampen, kan blive næste sommers EM i Polen og Ukraine.
Danmark skal dog lige kvalificere sig først. Fredag møder landsholdet Cypern, mens den tirsdag stor på puljefinale i Parken mod Portugal.