Det har vakt både undren og vrede, at SF's socialordfører Özlem Cekic i går betegnede en kontanthjælpsmodtager med over 15.000 udbetalt pr. måned som fattig.
Nu erkender SF'eren, at hun har begået en fattigdoms-bommert ved at tage Liberal Alliances Joachim B. Olsen med ud til en ikke-fattig kvinde på sociale ydelser.
"Nej, hun er ikke fattig. Jeg har begået en professionel fejl og har vurderet hende som fattig," siger Özlem Cekic til TV 2 News.
Det viste sig, at kontanthjælpsmodtageren Carina, der vil holde sit efternavn hemmeligt, efter skat har 15.700 kroner udbetalt hver måned.
Med sådan en udbetaling efter kontanthjælp, boligsikring og børnepenge, er man ikke fattig, mener Joachim B. Olsen, der længe har haft en ophedet diskussion om fattigdom med Özlem Cekic.
"Det er jeg selvfølgelig utrolig ked af, og det vil jeg også gerne være den første kvinde til at indrømme. Det var ikke et rigtigt eksempel, som var repræsentativt for fattige mennesker i Danmark," siger socialordføreren til TV 2 News.
Hun siger til tv-stationen, at hun sammen med Joachim B. Olsen skulle have besøgt en kvinde på starthjælp, men kvinden meldte afbud.
"Det ærgrer mig selvfølgelig rigtig meget, fordi fattigdomsdebatten er mit hjertebarn. Og fordi de fattige nu skal betale for, at jeg har begået en professionel fejl og har vurderet det forkert," siger Özlem Cekic til tv-stationen.
Hun fastholder, at der findes fattige i Danmark. Dog ikke Carina, der efter alle udgifter er betalt inklusiv smøger og hundefoder har 5.000 kroner til rådighed hver måned.
Kilde:TV 2