Selv de største overraskelser kan komme ud af det blå. Det må en østers-turist i lørdags have erkendt, efter at hun gjorde noget af et perlefund, skriver DR Syd.
Hele 30 perler i den samme østers var det usædvanlige fund for en kvinde fra Randers-egnen.
Et selskab på 35 personer havde samlet østers i Vadehavet, og da de skulle spise de grillede skaldyr, vrimlede det pludselig med perler.
- Der er da noget i den, sagde hun og spyttede et par perler ud, fortæller Benny Thomsen, der er kusk på de såkaldte østers-safarier på Mandø.
Men de første perler blev efterfulgt af flere. Og til sidst lå der altså 30 perler, som hun havde fundet i den samme østers.
Benny Thomsen fortæller til DR Syd, at han ganske vist har været af sted i mange år og tidligere har haft tre enkelte perlefund.
- Og så lige pludselig finde 30 i én østers, så tænker man, at der er noget galt, siger Benny Thomsen.
Den heldige østers-jæger blev da også meget overrasket over sit fund og planlægger ifølge Benny Thomsen at få lavet smykker af sit fund.
- Det her, tror jeg, er danmarksrekorden. Jeg ved, at Margrethe Vestager engang har fundet en østers med tre perler i, men 30 lyder helt skørt, siger Benny Thomsen.
Det var i 2011, at den tidligere økonomi- og indenrigsminister over en frokost med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) opdagede en perle på sin tallerken med østers.
/ritzau/