Værnet mod løndumping, der skulle sikre, at danske arbejderes løn ikke underbydes af billige østeuropæere, virker ikke som det skal.
128 ud af 240 udenlandske virksomheder, der har haft besøg af Arbejdstilsynet siden juni, har ikke registreret sig korrekt i det såkaldte RUT-register. Og af dem er der foreløbig en bøde på vej til 24.
Det skriver Jyllands-Posten.
Og et antal af de udenlandske virksomheder, der ikke har registreret sig, kan se frem til at få en bødesag på halsen.
"Der er ingen tvivl om, at der vil være et antal af dem, som vi vil rejse tiltaleindstillinger mod," siger Sofie Bisbjerg, juridisk fuldmægtig i Arbejdstilsynet til Jyllands-Posten.
Hvis de 104 virksomheder, hvis sag endnu ikke er afgjort, havde meldt sig ind i registret umiddelbart efter Arbejdstilsynets besøg, så ville de være sluppet med en bøde på 10.000 kroner.
I Dansk Byggeri er der ikke ros til Arbejdstilsynets fremgangsmåde. Sanktionerne er simpelthen ikke hårde nok, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen.
"Det går ikke i længden, at man nærmest kan få syndsforladelse, hvis man bliver opdaget. Det giver en forkert incitamentsstruktur. Hammeren skal falde prompte, hvis man ikke er med," siger han til Jyllands-Posten.