Danmarkshistoriens største byggepladsaktion risikerer at regne væk. Det har væltet ned med regn hele morgenen, og det betyder, at mange udenlandske arbejdere holder sig væk fra byggepladserne i dag. Desuden vidste mange, at BAT-kartellet, der er en sammenslutning af syv bygge- og anlægsforbund, var på vej, så de er ikke mødt frem på byggepladserne.
Aktionen skulle tjekke op mod 2.000 byggepladser for løn- og arbejdsforhold blandt østarbejderne, og om de er registreret i RUT-registret, der holder styr på udenlandske virksomheder i Danmark.
Men de første meldinger fra BAT-kartellets folk, især i hovedstaden, tyder på, at regnvejret har haft negativ betydning for den storstilede byggepladsaktion, BAT-kartellet i dag står bag.
"Vejret har betydning. Det er der ingen tvivl om. Specielt i hovedstadsområdet har regnen været så kraftig, at selv hvis der ikke havde været nogen melding ude om, at vi kom, så ville der være en del tagpladser og facadepladser, der ville være lukket. Så det har en betydning," siger Palle Bisgaard til Newspaq.
Udover vejret er BAT-kartellet også oppe imod det faktum, at mange byggepladser var klar over, at der var kontrollører på vej. Aktionen har været planlagt igennem længere tid, og erhvervsorganisationen Dansk Byggeri har opfordret sine medlemmer til at tage godt imod BAT-kartellet, da Dansk Byggeri og BAT-kartellet har en fælles interesse i at undgå, at der er arbejdere på byggepladserne, der underbyder på løn- og arbejdsvilkår og dermed skaber unfair konkurrence.
Men det har rygtedes til østarbejderne, som derfor er blevet væk for at undgå kontrol.
"Desværre tidligt i morges, inden regnen blev rigtig voldsom, havde vi også meldinger om, at der på flere pladser blev sagt, at der ikke er nogen udenlandske folk i dag. De vidste jo, at I kom," fortæller Palle Bisgaard, der dog endnu ikke kan sige, hvor stor betydning det ender med at få.