Somalieren, der nytårsdag trængte bevæbnet ind i tegneren Kurt Westergaards hjem, skal sidde yderligere fire uger i varetægt, det besluttede byretten i Århus i dag.
Før retten lukkede dørene kom det frem, at somalieren nægtede, at angrebet på tegneren var en terrorhandling. Han ville bare skræmme Westergaard, siger han.
Han nægter sig skyldig i forsøg på manddrab på en polititjenestemand og på overfald på en anden politibetjent. Kun sigtelsen om overtrædelse af våbenlovgivningen, erkender somalieren sig skyldig i.
Efter få minutter af retsmødet startede blev dørene lukket på anklagemyndighedens anmodning.
"Vi ønskede dørene lukket, fordi vi på retsmødet ville orientere retten om, hvilke efterforskningsresultater politiet indtil nu har nået samt hvilke fremtidige efterforskningsskridt, vi har planer om at tage. Det er ikke noget, vi vil oplyse offentligheden om på nuværende tidspunkt," siger politiadvokat Poul Gade til jp.dk.
Forsvarsadvokat Niels Christian Strauss ankede på stedet afgørelsen om isolation til landsretten.
Det ventes, at retssagen mod den 28-årige somalier først vil blive indledt om nogle måneder.