Det halter med dyrevelfærden hos en række økologiske landmænd.
Det viser en stikprøvekontrol hos otte landmænd i Jylland.
Besøgene førte til politianmeldelser og bøder til seks af de økologiske landmænd.
Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet fandt eksempler på både ulovlig opbevaring af lægemidler og brud på dyreværnsreglerne.
I én besætning blev der konstateret grov og uforsvarlig behandling af dyr, ligesom der blev fundet manglende eller utilstrækkelig behandling af syge dyr hos flere landmænd.
Myndighederne fandt også dyr, der ikke havde adgang til vand, dyr, der ikke havde adgang til et tørt leje, kalve, der ikke kunne se og røre hinanden, og overtrædelser af økologireglerne om fodring.
De seks øko-landmænd har nu fået påbud om at rette op på forholdene.
I både Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening tager man kraftig afstand fra overtrædelserne.
"Dyrevelfærd er en topprioriteret mærkesag for økologien, og vi tager kraftig afstand fra det, der er foregået på de her bedrifter," lyder det fra de to formænd Uffe Bie og Evald Vestergaard.
De to foreninger vil nu sammen med myndighederne gøre en ekstra indsats for at vejlede landmændene, om hvordan de opfylder kravene til god velfærd.
"Vi vil bede vores økologikonsulenter i rådgivningssystemet om at være ekstra opmærksomme. Vi skal være sikre på, at vi når ud til hele spektret af store og små gårde, som har økologiske dyrehold," siger Evald Vestergaard og Uffe Bie.