Hvis Mick Øgendahl havde regeringsmagten, ville han indføre social værnepligt.

»Uanset hvem man er, burde man arbejde ni måneder på et plejehjem, i kommunens tekniske afdeling eller noget helt andet. Jeg tror, vi ville have en bedre forståelse for hinanden, hvis vi havde indblik i andres liv,« siger Mick Øgendahl.

Han har skrevet manuskriptet til filmen 'Blå mænd', der har premiere i dag og spiller også med i filmen.

Når projektørens lysstråler rammer lærredet, kan biografgængerne se tre skraldemænd på en losseplads give en arrogant businessman en lektion i, hvordan mennesker bør omgås hinanden.

Filmens formål er dog først og fremmest ifølge Mick Øgendahl, at folk skal grine.

Men når det er sagt:

»Hvis jeg skal stå op på et piedestal, tage baretten på og være kunstner, så handler det i bund og grund om, at alle mennesker er lige og skal behandles ens. I filmen føler jeg, at jeg kan være de udsattes talerør, og sige:

'De er fandeme også ordentlige mennesker'.«

Idéen kommer ikke ud af det blå, men er inspireret af Mick Øgendahls eget liv.

Kassedame i Netto

Som 21-årig skannede Mick Øgendahl tusindvis af varer bag kassen i Netto iført lyseblå polo og navneskilt på brystkassen.

Det var et kostume, der ifølge Mick Øgendahl inviterede butikkens »fattig-fine kunder« til at skælde ud på ham, når butikken rodede på travle dage, eller hvis nogle varer var blevet for gamle.

»Det var absurd, så meget jeg lagde ører til. Jeg var en menneskelig losseplads, hvor man kunne få lov til at læsse sine frustrationer af. Der var helt klart nogle mennesker, som følte, at de var bedre end mig,« siger Mick Øgendahl og tilføjer:

»Det er muligt, at en læge har mere ansvar end en skraldemand. Men hvis skraldet ikke bliver hentet, er det stadig et problem,« siger han.

Selvom filmen slår et slag for bondeknoldene, er det ikke samtidig ment som en lussing til dem, der er fremme i skoen.

»Filmen er ikke lavet som et hævntogt mod dem, der svinede mig til i Netto. Men der ligger en tilfredsstilellse i at udstille en skævvridning, som jeg ikke synes, er i orden,« siger Mick Øgendahl.

Gadefejer i Næstved

Ud over at være kassedame har Mick Øgendahl også arbejdet som gadefejer i Næstved, da han var i aktivering hos kommunen. Komikeren har ligget i maven på ham og skraldgrinnet hele tiden, men det gør ikke noget, at det tog noget tid, før han kom til at stå på scener foran op mod 1.600 mennesker. Det har nemlig slet ikke været så tosset at være typen, der er til praktiske fleece trøjer, når livet tager boksehandsker på.

»Det har jeg taget med fra Falster, hvor jeg følte mig lidt underdanig. Jeg er jo bare søn af en kontorassistent og en stedfar, som var radio- og tv-mand. I et lille lokalsamfund er man lidt sat i bås, men det gør også, at du er nødt til at fungere med mennesker, der ikke ligner dig selv.«

Hans forældre gik op i, at lære ham forskellen på rigtig og forkert, men lokalsamfundet hjalp også til i det fag. Det var det svært for Mick Øgendahl at gemme sig i en landsby, hvor alle kender alle. Det gælder blandt andet dengang, da han byggede en vold af sne hen over vejen for at drille bilisterne, og naboen kørte kofangeren af sin bil.

Stjerne i Næstved

I forgårs var han tilbage i Næstved. Denne gang uden kost men som berømt komiker for at præsentere den film, som han er en stor del af. Efter forpremieren måtte han bruge et kvarter på at skrive autografer og smile stort til kameraer.

Sådan har det været stort set hver dag de seneste fem uger, hvor han har arbejdet lige så mange timer hver dag, som den travle karrieremand fra hans egen film. Alligevel mener Mick Øgendahl, at han er mere bondeknold end businessman.

»Som dreng var jeg en simpel bondedreng. Jeg var jubel tosse lykkelig, når jeg fik lov at køre traktor. I dag er jeg nok en gylden middelvej. Jeg er ambitiøs, men jeg elsker også fleece trøjer. Èn gang bondeknold – altid bondeknold,« siger komikeren.