Tillidsfolk kan godt fyres, selvom de nyder særlig beskyttelse.
Det mener Odder Kommune, der efter forhandlinger med de faglige organisationer fastholder fyringen af fem tillidsfolk.
Kommunen fyrede oprindelig syv tillidsvalgte i forbindelse med en større sparerunde, og det vakte ramaskrig hos LO og FTF.
Her hævdede man, at fyringerne er et brud på hovedaftalen og krævede, at opsigelserne blev trukket tilbage.
Men det vil Odder Kommune ikke.
"Tillidsvalgte er beskyttet mod usaglig afskedigelse ikke mod afskedigelse på grund af besparelser," konkluderer Odder Kommunes kommunaldirektør, Jesper Hjort i en kommentar.
Blandt de opsagte er tillidsrepræsentanter for både lærere, socialpædagoger, akademikere og sygeplejersker.
Ifølge kommunikationsdirektøren har man trukket fyringerne af to af de syv tillidsfolk tilbage, fordi man kunne fyre to andre medarbejdere.
"De faglige organisationer har søgt at give offentligheden det indtryk, at tillidsfolk nyder en beskyttelse i en grad, så de ikke kan afskediges. Vi er enige i, at tillidsfolk nyder en vis beskyttelse, men sagen her viser, at tillidsvalgte kan afskediges, hvis der er tvingende grunde til at gøre det f.eks. besparelser," fastslår kommunaldirektøren.
Jesper Hjort afviser, at der i nogen af de syv sager har været tale om usaglige afskedigelser f.eks. for at være besværlige eller kritiske.