En bemærkelsesværdig retssag udspiller sig torsdag ved domstolen i Boston.
Barack Obamas kenyansk fødte 57-årige tante, Zeituni Onyango, slås nemlig for at slippe for at blive sendt ud af landet, hvor hun opholder sig illegalt.
Hjemsendelsesordren trådte i kraft allerede i 2004, men Onyango opholder sig altså fortsat i landet, skriver berlingske.dk.
Det er anden gang, Obamas tante forsøger at opnå flygtningestatus, så hun kan få legal opholdstilladelse i USA. Hun har tidligere brugt den udbredte vold i Kenya som argument for ikke at blive smidt ud USA.
Det var i 2008, mens Barack Obama rejste rundt i landet og førte valgkamp, at det kom frem, at Onyango boede i et offentligt boligbyggeri i Boston.
Det Hvide Hus udtalte dengang, at Obama ikke var klar over, at hans tante opholdt sig ulovligt i landet.
Ingen ved, hvordan Onyango har råd til at betale for sagsomkostningerne, men hun afviser, at Barack Obama skulle yde hende økonomisk hjælp.