Obamas økonomiske eksperter trækker lidt i land.
Ifølge nye prognoser fra Det Hvide Hus vil USA's økonomi i år vokse med 1,7 procent og ikke 2,7 procent som forventet i februar. Det skriver CNN.
Justeringen skyldes dels en skæven til den europæiske gældskrise og dels fortsatte problemer på det amerikanske boligmarked, hvilket har fået økonomerne til at barbere et procentpoint af den årlige vækst for årene 2011-13.
Dermed skrues forventningerne for 2012 ned til en vækst i BNP på 2,6 procent og i 2013 ned til 3,5 procent. Til gengæld forventes der at komme mere gang i økonomien i 2015 og 2016 end først antaget.
Det Hvide Hus mener ikke, at der er grund til bekymring.
"Vi er ikke ved at forudsige et nyt dyk," siger Katharine Abraham, der er økonomisk rådgiver Det Hvide Hus, ifølge CNN.
Sammen med den økonomiske vækst er forventningerne til beskæftigelsen dog også faldet. Lige nu er arbejdsløsheden på 9,1 procent, og den forventes nu først at komme under seks procent i 2017. Det var tidligere forventet, at det ville ske to år før.
Kilde: CNN