I et interview med The New York Times siger præsident Barack Obama, at USA ikke er ved at vinde krigen i Afghanistan, og at han derfor overvejer en forsoningsproces med moderate elementer i Taleban, på samme måde som det skete med sunni-militserne i Irak.
Dermed åbner han nu døren for et samarbejde med det styre, som amerikanerne stødte fra magten i 2001.
Taktikken kommer som en reaktion på svindende håb om at vinde krigen mod Taleban.
"Der kan vise sig at være nogle sammenlignelige løsninger i den afghanske og i den pakistanske region," siger Obama med henvisning til fredsaftalen med sunni-militserne i Irak, som mange anser for ligeså effektfuld i forhold til nedtrapningen af volden som indsættelsen af ekstra tropper.
Avisen The New York Times spørger præsidenten direkte, om USA er ved at vinde krigen i Afghanistan. Her lyder kort og kontant - "nej".
Obama har for nylig indsat 17.000 ekstra soldater i Afghanistan.