Tidligere onsdag døde Edward Kennedy, og flere prominente personer er ude med hyldest til den afdøde bror til tidligere præsident John F. Kennedy.
"Et stort kapitel i vores historie er slut. Vores land har mistet en stor leder, der bar faklen fra sine faldne brødre videre, og som blev den største senator i vor tid," siger den nuværende amerikanske præsident, Barack Obama, til CNN.
Arnold Schwarzenegger, guvernør i Californien og gift med Edward Kennedys niece, Maria Shriver, giver også Kennedy en pæn afsked.
"Han var kendt i verden som Senatets løve, en mester i social retfærdighed og et politisk ikon. Vigtigst af alt var han familiens klippe," siger den amerikanske guvernør. Han har også har fået god hjælp af Ted Kennedy, som Edward blev kaldt, i sin politiske karriere.
"Jeg har personligt haft glæde af hans erfaring og råd, og jeg ved utallige andre også har. Teddy lærte os alle, at det at arbejde i offentlig tjeneste ikke er en hobby eller en beskæftigelse, men en levemåde," fortæller Schwarzenegger til AP.