Barack Obama spinder guld på sine bøger. Mens jobbet som præsident for USA kaster 2,5 mio. kroner af sig årligt, har han allerede tjent over 50 mio. kroner på sine to bøger 'Dreams From My Father' og 'The Audacity of Hope'.
Ifølge Børsen kommer Barack Obama heller ikke til at mangle penge i de næste mange år, for han får yderligere 500.000 dollar for at lave bogen om faderen om til en ungdomsbog.
Det Hvide Hus ønsker ikke at kommentere oplysningerne, men amerikanske medier mener dog, at præsidenten bør give den seneste fortjeneste på 500.000 dollar til velgørenhed.
Ifølge Barack Obamas advokat Robert. B. Barnett har præsidenten underskrevet over 50 licensaftaler med forlæggere verden over. Han får 3,89 dollar pr. bog, der sælges.