Torsdag aften bød på en helt særlig tv-oplevelse 'over there', da præsident Obama besøgte Jay Leno i The Tonight Show.
I programmet talte Obama om det helt store emne i det amerikanske samfund i øjeblikket, den skrantende økonomi. En krise, der rammer mange amerikanere hårdt.
"Problemet er ikke, hvad der er sket de seneste seks måneder. Problemer er, at folk i årevis har kunnet tage store risici med andre folks penge," lød det fra Obama, med henvisning til bank og kreditverdenen.
"Over de seneste 15-20 år er omkring 40 procent af væksten i den amerikanske økonomi sket i den finansielle sektor. Det, vi finder ud af nu, er, at meget af den vækst slet ikke var rigtig," sagde præsidenten.
Der blev dog også plads til hyggesnak, hvor Obama lovede, at familien snart vil få styr på, hvilken hund de vil have i Det Hvide Hus. En sag, der har optaget de amerikanske medier siden valgaftenen, hvor Obama i sin sejrsrus lovede sine døtre en hund.