Præsident Obama er presset helt op til væggen i forsøget på at opnå en aftale om at hæve USA's loft for den offentlige gæld.
"Han får absolut ingen søvn. Han arbejder utrætteligt og undersøger alle muligheder for at nå et kompromis," siger Barack Obamas assistent Valerie Jarrett til Reuters.
Og det kompromis er altafgørende for USA's økonomi.
I dag er afstemningen om gældsaftalen igen blevet udskudt, men Obama understreger, at demokraterne og republikanerne skal nå til enighed snart, hvis det ikke skal gå helt galt for Guds eget land.
"Vi skal have lavet en aftale inden på tirsdag. Hvis vi ikke har en aftale der, kan vi ikke betale vores regninger," sagde han under et pressemøde.
Økonomer har regnet sig frem til, at det er nødvendigt at hæve det amerikanske gældsloft til 14.300 milliarder dollars.
I den gældsaftale, der forhandles nu, vil Obamas demokrater gerne spare drastisk på USA's budget og samtidigt kræve flere skattekroner fra de rigeste amerikanere. Det vil republikanerne, der i denne sag er under stærk indflydelse af Tea Party-bevægelsen, på ingen måde gå med til.
Der er altså store indrømmelser til fra begge parter, hvis man skal forhandle sig frem til et kompromis inden den 2. august.
Kilde: Reuters