Barack Obama har i al hemmelighed bedt den russiske præsident Dmitri Medvedev om hjælp til at stoppe Irans udvikling af langtrækkende missiler.
Til gengæld ville USA så gå med til at droppe oprettelsen af det missilforsvar i Østeuropa, som Rusland er stærk modstander af.
Ifølge The New York Times blev brevet fra Barack Obama afleveret i Moskva af USA's viceudenrigsminister William J. Burns for tre uger siden.
I den forbindelse udtalte han sig til det russiske nyhedsbureau Interfax.
"Hvis vi igennem stærkt diplomati med Rusland og andre partnere kan eliminere den trussel (fra Iran, red.), så vil det helt klart have betydning for, hvordan vi ser på missilforsvaret," sagde William J. Burns.
I brevet tilbyder Barack Obama ifølge avisen at afstå fra at fuldføre det missilforsvar, som hans forgænger George W. Bush satte i værk - mod den betingelse, at det med Ruslands hjælp lykkes at standse Irans opbygning af et atomarsenal.
Brevets ægthed er bekræftet af anonyme kilder i den amerikanske administration.
"Rusland får tilbuddet om noget for noget. De får ikke lov til at sige: Vi gør forsøget, og så må I stoppe missilforsvaret så længe. Truslen (fra Iran, red.) skal forsvinde," siger avisens kilde.
Rusland har endnu ikke reageret på forslaget, men ifølge en kilde i Kreml har udenrigsminister Sergej Lavrov "noget" at sige om missilforsvaret til sin amerikanske kollega Hillary Clinton, når de to mødes fredag i Geneve.