USA's nye præsident Barack Obama har beordret 120 dages stop for retssager mod fanger i Guantanamo-lejren på Cuba.
Ordren kom fra Obama til anklagerne ved Guantanamos tribunal for krigsforbrydelser. Militære dommere ventes at træffe en beslutning onsdag, oplyser en kilde involveret i retssagerne ifølge Reuters.
Der er 21 verserende sager mod fanger, der er anklaget for terrorisme. Deriblandt en sag om dødsstraf til fem fanger, der er anklaget for at stå bag angrebet mod World Trade Center den 11. september 2001.
Obama lovede under sin valgkamp at lukke den omstridte Guantanamo-lejr, der er blevet kritiseret for at lade hånt om basale menneskerettigheder og tilbageholdelse af fanger, uden at de kom for en dommer.
Det er dog stadig uvist, hvad der skal ske med Guantanamo-fangerne. Barack Obama har talt for, at de kommer for en civil domstol i USA.
Efter sin indsættelse har Barack Obama desuden sat alle beslutninger truffet af præsident George Bush' regering, som afventer godkendelse, i bero.
Det skyldes, at den nye administration skal gennemgå de direktiver og beslutninger, som den tidligere præsident havde planer om at føre ud i livet. Derfor skal Obama-regeringen tjekke beslutningerne juridisk og politisk, før de offentlige instanser kan give dem det blå stempel.
Denne proces er dog helt almindelig. Bush gjorde det samme, da han overtog Det Hvide Hus efter Bill Clinton.