Ros er godt, men den er bedre, hvis den ikke kommer 10-15 år for sent, sådan som rosen fra Barack Obama til dansk vindenergi.
For nok er der god grund til at rose Danmark for vores indsats for at fremme vindkraft sammenlignet med andre lande er vi nemlig langt foran. Men den virkelige ros bør rettes mod 1990'erne og daværende miljøminister Svend Auken, mener flere aktører.
"I slutningen af 80'erne og starten af 90'erne med Auken, da amerikanerne med præsident Reagan slap håndtaget og afviklede deres støtteordninger, der holdt danskerne fast. Så jeg er overbevist om, at det virkelig nyttede noget, det vi gjorde dengang," siger CBS-professor Peter Karnøe, der leder en spritny uddannelse, der skal uddanne ledere til fremtidens teknologivirksomheder til Nyhedsbureauet Newspaq.
Og professorens bakkes op af Vindmølleindustriens direktør, Jan Hylleberg.
"Danmark er ikke det store interessante udstillingsvindue for vind som for år tilbage. Det gælder i særdeleshed, hvis du kigger på møller på land. Der, hvor vi stadig er et udstillingsvindue, det er for møller på havet, men på udbygningen af vindkraft på land, der halter vi desværre bagefter," siger Hylleberg.
Lige nu er der altså ikke den helt store grund til at rose Danmark, og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen erkendte da også, at han undervurderer miljøkrisen, supplerer professor Karnøe.
Men hvad betyder det egentlig for vindmølleindustrien, når en højt profileret amerikansk præsident roser Danmark?
"Altså, man skal ikke regne med, at Vestas-aktieen løber løbsk, og at en sådan udtalelse kan tælles i x-antal nye arbejdspladser. Men det er da bestemt gavnligt for industrien, der har været lidt i knæ," vurderer Karnøe.
Direktør i Klimakonsortiet, der repræsenterer danske miljøvirksomheder, Finn Mortensen, vælger at glæde sig over det positive i talen fra USA's præsident.
"Hver gang folk af Obamas kaliber kommer på banen og roser Danmark, så er det til gavn for det arbejde vi laver," understreger Finn Mortensen over for Newspaq.
Vindindustrien har et mål om, at halvdelen af al strøm skal kommer fra vind i 2020.