Obama gæster København i Danmark i 5-7 timer på fredag, og det har fået København på den anden ende.
Besøget bliver kortvarigt, for hjemme i USA venter en kuldsejlet økonomi, hårde forhandlinger om en reform af hele sundhedsvæsenet - og politiske stridigheder i al almindelighed.
Derfor forsøger Obama nu at nedtone turen, som betegnes som en lille "sviptur".
"Jeg har så meget at lave her. Jeg vil sove på flyet. Så lander jeg. Taler. Og så flyver jeg hurtigt tilbage," sagde Barack Obama i sin første kommentar om Københavner-turen, ifølge CBS-journalisten Mark Knoller, skriver jp.dk.
Barack Obama havde tirsdag besøg af NATO-generalsekretær og tidligere dansk statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i Det Hvide Hus.
Barack Obama har tidligere sagt, at han ikke kom til København, fordi han havde så travlt med sundhedsreformen.
Mandag forklarede talsmanden Robert Gibbs, at det nu går 'noget bedre' med reformen, og Obama derfor har tid til den korte tur.
Barack Obama forventes at lande i Danmark omkring kl. 7 på fredag.