Tyrkiet skal bidrage aktivt til, at der bygges bro mellem den vestlige og den muslimske verden, lyder det fra USA-præsident Barack Obama.
Under sit besøg i hovedstaden Ankara sagde præsidenten, at hans besøg skal signalere, hvor vigtigt han mener, forholdet mellem USA og Tyrkiet er, skriver BBC.
Obama holdt en pressekonference i selskab med sin tyrkiske kollega Abdullah Gül og sagde, at han vil genskabe den gode forbindelse til Tyrkiet, der har lidt skade siden krigen i Irak blev indledt.
Søndag tilkendegav Barack Obama desuden sin støtte til Tyrkiets bestræbelser på at blive en del af EU på længere sigt.
Før besøget i Tyrkiet deltog Obama ved Nato-mødet i Frankrig, hvor han hjalp med at få overbevist Tyrkiet om, at Anders Fogh Rasmussen kan gå an som Natos nye generalsekretær.
Tyrkiets premierminister, Recep Erdogan, har bekræftet, at Obama spillede en aktiv rolle.