Israel har ret til at beskytte sig selv mod overførsler af avancerede våben til den Libanon-baseret militante gruppe Hizbollah.
Det siger den amerikanske præsident, Barack Obama, lørdag.
Hans udtalelser falder efter, at en israelsk embedsmand tidligere lørdag bekræftede, at israelske krigsfly angreb en transport af missiler i Syrien, da de angiveligt var ved at blive transporteret til partisaner i Hizbollah i nabolandet Libanon.
- Israelerne er med rette nødt til at beskytte sig mod overførsel af avancerede våben til terrororganisationen Hizbollah, sagde præsidenten uden at kommentere direkte på det israelske angreb.
- Jeg lader den israelske regering om at konfirmere eller benægte, om sådanne angreb har fundet sted, siger præsidenten.
Obama har dog tidligere sagt, at angreb som dette kan retfærdiggøres.
Luftangrebet i Syrien skete fredag, efter at det var blevet godkendt ved et hemmeligt møde i premierminister Benjamin Netanyahus sikkerhedsråd sent torsdag.
De israelske fly var så vidt vides ikke inde i syrisk luftrum, men udenfor, da de affyrede deres missiler.
Den militante Hizbollah-bevægelse i Libanon er i tæt alliance med det syriske regime. Bevægelsen har i mange år fået støtte fra både Iran og Syrien, hvilket har været afgørende for dens stærke magtposition i landet.
I januar bombede israelerne en lastbil-konvoj i Syrien, som ifølge både diplomatiske kilder og kilder blandt syriske oprørere var lastet med våben, som var på vej til netop Hizbollah.
De første israelske fly fløj ind over den sydlige by Sidon klokken 18.10 dansk tid, mens to fly fulgte tre timer senere over Jounieh, der ligger nord for Beirut.
Der var flere amerikanske medierapporter om, at luftangrebet måske var rettet mod kemiske våben i Syrien.
Hizbollah udkæmpede i 2006 en 34 dage lang krig mod Israel.
Syriske regeringskilder siger, at de ikke har informationer om et bombeangreb.
Israel er stadig teknisk set i krig med nabolandet Syrien.
/ritzau/Reuters