Så skete det. Den amerikanske præsident har netop modtaget Nobels Fredspris.
Ceremonien fandt sted på rådhuset i Oslo, hvor omkring 1.000 gæster overværede overrækkelsen af den prestigefulde pris.
Barack Obama får prisen for sine visioner om diplomatiske løsninger rundt omkring i verden. Ifølge Nobelkomitéen har præsidenten gjort en ekstraordinær indsats for at styrke internationalt diplomati og samarbejdet mellem verdens folk.
Siden nomineringen af prisen har der været en del kritik omkring, hvorvidt den amerikanske præsident så tidligt i sit embede har fortjent Fredsprisen. Da han selv fik besked om prisen, havde han kun siddet på præsidentposten i ni måneder.
På sit eneste pressemøde i dag i Oslo fik han da også det kritiske spørgsmål, om det ikke var for tidligt, at han modtog prisen.
Til det svarede Obama, at han selv var meget overrasket over nomineringen.
"Jeg er ikke i tvivl om, at nogen andre vil fortjene den mere, end jer gør," sagde en meget fattet og ydmyg præsident, som til sidst slog fast:
"Hvis jeg får succes med arbejdet, vil kritikken måske forstumme. Hvis ikke, vil ingen bøn i verden kunne retfærdiggøre, at jeg fik prisen."
Tidligere amerikanske præsidenter som Jimmy Carter, Martin Luther King, Theodore Roosevelt og Woodrow Wilson har også haft den store ære at modtage fredsprisen.
Obamas besøg til Norge har kostet landet 70 millioner kroner. Det er den største og mest krævende sikkerhedsudfordring, som norsk politi har haft ansvaret for, ifølge den norske justitsminister Knut Storberget.
Allerede i morgen klokken 10.25 drager Obama sammen med sin kone Michelle tilbage mod Washington. De når i alt at være 26 timer i den norske hovedstad.
Den populære præsident lægger dog vejen forbi Skandinavien igen allerede næste uge. Det sker når han gæster klimakonferencen på de afgørende dage i København den 18. december.