USA skal i de kommende tre år fordoble produktionen af alternativ energi som led i en økonomisk redningsplan.
Sådan lyder budskabet fra den kommende præsident Barack Obama, som torsdag talte til nationen om sine planer for fremtiden på landets vegne.
Desuden berørte Obama andre dele af den økonomiske problematik. Han bebudede, at 95 procent af de arbejdende familier vil modtage en skattelettelse på 1000 dollar, som skal motivere til at bruge flere penge.
Arbejdsløse og deres sundhedsdækning vil også nyde godt af præsidentens hjælpepakke, som i alt har en værdi af cirka 775 milliarder dollar.
Barack Obama bliver taget i ed som ny amerikansk præsident den 20. januar.