Den amerikanske præsident, Barack Obama, meddeler nu, at han ikke deltager ved IOC-kongressen i København i begyndelsen af oktober.
Der har været usikkerhed om, hvorvidt præsidenten ville lægge vejen forbi, men det er altså nu blevet endeligt afkræftet.
Til gengæld er det helt sikkert, at fru Obama - Michelle - kommer til København. Hun ser frem til at repræsentere sit land, skriver dr.dk.
Præsidentfruen skal forsøge at få OL 2016 til Chicago, og hun er selv født og opvokset tæt på det område, der er udpeget til at skulle være OL-by, hvis Chicago løber med æren som værtsby.
Også den brasilianske fodboldlegende, Pelé, har meddelt, at han kommer til København. Han skal kæmpe for, at værtsskabet ryger til Rio de Janeiro.
Ud over Chicago og Rio de Janeiro er også Madrid og Tokyo med i den endelige kamp.
IOC-kongressen åbnes ved en ceremoni i Operaen i København den 1. oktober, hvor blandt andre Dronning Margrethe vil være til stede.