USA's præsident, Barack Obama, giver den netop afdøde B.B. King en varm hyldest med på bluesmusikerens sidste rejse.
King døde i sit hjem i Las Vegas torsdag klokken 21.40 lokal tid (fredag 6.40 dansk tid).
- Blues har mistet sin konge, og Amerika har mistet en legende, siger Obama.
- Nok er B.B. væk, men begejstringen er her stadig, siger Obama med henvisning til et af B.B. Kings store hits, "The Thrill Is Gone".
- Og der er noget af en blues-session i himlen i aften, tilføjer præsidenten.
B.B. King har tidligere besøgt Obama i Det Hvide Hus og fik ved den lejlighed præsidenten til at synge med på "Sweet Home Chicago" med ham.
Den legendariske bluesguitarist har i den seneste tid døjet med for højt blodtryk og sukkersyge. Han blev 89 år.
B.B. King blev regnet for at være en af de bedste guitarister i sin tid.
Hans formentlig største hit var "The Thrill is Gone" fra 1970, ligesom han også storhittede med irske U2 på "When Love Comes to Town" i 1989.
/ritzau/AFP