Når præsident Barack Obama besøger København på fredag, bliver det ikke nogen folkefest. Storskærme på Rådhuspladsen er det tætteste, københavnerne kommer på den populære præsident.
Det vurderer CBS-ekspert i amerikanske forhold Niels Bjerre Poulsen over for Newspaq.
Barack Obamas besøg vil langt fra komme i nærheden af det visit, som Bill Clinton aflagde i 1997, hvor han mødte danskerne på Gammeltorv i det indre København. På fredag vil det blive opstillet storskærme på Rådhuspladsen, hvorfra Chicagos præsentation kan følges fra klokken kvart i ni.
"Det meste af Obamas besøg vil foregå bag lukkede døre i Bella Centret under IOC-kongressen. Så på den måde bliver det ikke lige så stort, som tidligere besøg af amerikanske præsidenter," siger Bjerre Poulsen, der bemærker, at præsidenten skal være i landet i blot ti timer.
Obama er den tredje siddende amerikanske præsident, der lægger vejen fordi København og Danmark. Senest fejrede George W. Bush i 2006 sin fødselsdag her i landet.
Men Obamas besøg bliver denne gang ikke noget officielt statsbesøg. Faktisk har besøget skær af privat anliggende.
"Det er jo et nærmest regionalt spørgsmål, hvorvidt Chicago får værtskabet for OL i 2016. Men selvfølgelig vil Obama-administrationen fejre et OL-værtskab som en sejr," siger Niels Bjerre Poulsen og minder om de mange penge, der kan ligge gemt i at afholde et OL.
Chicago ligger i delstaten Illinois, og det var her, Obama fik sit gennembrud som politiker. Konen Michelle - der står i spidsen for Chicagos OL-delegation - mødte han også i byen. Så det er et faktum, at Hawaii-drengen har et helt særligt tæt forhold til byen ved bredden af Lake Michigan.