Der var ingen bortforklaringer fra OB-træner Kent Nielsen, efter at han onsdag aften så sit hold blive ekspederet ud af pokalturneringen i fodbold.
OB tabte 0-3 hjemme til Alka Superligaens tophold, FC Midtjylland, der avancerede til kvartfinalen.
- Jeg er afklaret med, at det var det bedste hold, der vandt, siger Kent Nielsen til OB's hjemmeside.
- Det var en meget taktisk præget kamp, især i første halvleg. Jeg synes, at vi havde en lidt svær start, og derfra blev det en stillingskrig, hvor vi desværre kom bagud, og vi havde svært ved at kreere noget.
- De sidste ti minutter af første halvleg var ok, men vi var uheldige med frisparket, som man skal score på, på en dag hvor FC Midtjylland var meget i kontrol, siger han.
Kent Nielsen henviser til OB-angriberen Nicklas Helenius' frisparksdrøn fem minutter før pausen, der ramte underkanten af overliggeren.
Kort forinden havde Mikkel Duelund bragt gæsterne foran 1-0.
I anden halvleg udbyggede Alexander Sørloth og Bozhidar Kraev føringen.
- Ved 2-0 mistede vi lidt gnisten og troen på, at det kunne lykkes, selv om vi kæmpede.
- Vi må erkende, at det var det bedste hold, der vandt, og mere er der ikke at sige til det, siger Kent Nielsen.
/ritzau/