OBs vej til gruppespillet i Europa League synes lang efter mødet med et effektivt Genoa-mandskab torsdag aften på udebane.
Italienerne vandt opgøret 3-1, men udebanemålet gør, at OB stadig har muligheden for at kvalificere sig videre i turneringen, når returkampen afvikles i Odense.
Emiliano Moretti bragte hjemmeholdet i front allerede efter ni minutter.
Stillingen holdt til pausen, men i begyndelsen af anden omgang gik det stærkt, da Luciano Figueroa to gange nettede for Genoa.
Et selvmål af Giuseppe Biava gav dog OB nyt mod på tilværelsen, og fynboerne havde i slutfasen flere muligheder for at reducere yderligere.
Resultatet betyder, at en 2-0 sejr i Odense vil sende OB videre i Europa.
OB er modsat Brøndby seedet i denne runde af kvalifikationen til Europa League, men holdet var temmelig uheldige ved lodtrækningen.
For et par sæsoner siden markerede OB sig stærkt i Europa Leagues forgænger UEFA Cup.