Det kom bag på hele fodbold-Danmark, da Kim Brink tirsdag formiddag røg på porten sammen med trænerteamet Lars Olsen og Viggo Jensen. Efterspillet har været en speget affære, hvor den nu fyrede direktører er blevet beskyldt for at være beruset og aggressiv efter kampen mod Motherwell.
Hovedpersonen selv benægter, at historien er sand, men han løfter samtidig sløret for, at jobbet indimellem har været psykisk krævende.
"Jeg har haft grå perioder, når det er gået skidt for holdet. Sådan har man det, når man går op i fodbold og lever som professionel med det," siger Kim Brink til B.T.
Han vil på ingen måde betegne det som en depression, men blot en naturlig følge af jobbet.
Baggrunden for selve fyringen ønsker fynboen heller ikke at gå dybere ind i. Men Brink afviser ikke, at han i fremtiden kan have en anden position i OB.
Det fynske mandskab møder i aften spanske Getafe i klubbens første Europa League-kamp. Hullet efter de fyrede ledere er midlertidigt udfyldt af Uffe Pedersen og direktør Thomas Christensen.