"Nyuddannede på desperat jobjagt."
Sådan har det lydt i medierne det seneste års tid, men nu er skuden ved at vende.
En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser i hvert fald, at to ud af tre nyuddannede akademikere er i job allerede tre måneder efter, at de har forladt universitetet.
Det er en stigning fra efteråret 2009, hvor kun lidt over halvdelen (55 pct.) var i job efter tre måneder.
Dimittender, som bor på Sjælland og i Østjylland, har lettest ved at finde job, mens nyuddannede i hovedstadsområdet har det sværest.
Analysen viser også, at læger og andre med en sundhedsfaglig uddannelse har den korteste vej til arbejdsmarkedet.
Afdelingsleder for KarriereCentret på Syddansk Universitet, Helle Schroll, glæder sig over tallene.
"Vi har de sidste år iværksat en række tiltag for at ruste de studerende bedre til arbejdsmarkedet. Vi gør meget for at inspirere dem til at søge bredt i forhold til deres fagområder og tilbyder både individuel vejledning og en lang række kurser med fokus på kompetencer og arbejdsmarked," siger hun i en pressemeddelelse.
Universitetet har også haft fat i virksomhederne for at få dem til at åbne øjnene for de fordele, der er ved at ansætte højtuddannede.