Så skete det igen. Et nyt uheld har gjort sit til. at rundkørslen på Strandby Plads i Esbjerg lever op til sit tilnavn som Danmarks farligste rundkørsel.
Målt på antal uheld er Esbjerg-rundkørslen landets farligste, og onsdag morgen gik det så igen galt, da en bilist påkørte en cyklist. Det skriver Lokalavisen.dk.
Det var ved syv-tiden om morgenen, at en 24-årig mandlig bilist kørte ind i rundkørslen fra Gl .Færgevej. Ved udkørslen ad Strandbygade påkører han en 37-årig cyklist, der, ifølge politiet, slipper fra uheldet med lettere skrammer.
Dagligt bevæger 17.000 bilister og et ukendt antal cyklister og fodgængere sig gennem rundkørslen på Strandby Plads.
Rundkørslens kedelige rekord som landets farligste vil Esbjerg Kommune gerne gøre noget ved. Derfor godkendte Teknik- og byggeudvalget i kommunen for et par måneder siden hele 23 forbedringer af trafiksikkerheden i Esbjerg centrum, Esbjerg Ø og Sædding - forbedringer, der forventes at beløbe sig til godt 15 millioner kroner.
De nye tiltag forventes at redde liv og forhindre ulykker. Hvad angår rundkørslen på Strandby Plads, så regner man med, at man kan reducere antallet af uheld med 40 procent, mens antallet af personskader kan halveres, når trafiksikkerheds-forbedringer for 1,9 millioner kroner føres ud i livet.
Der skal blandt andet ske en indsnævring af kørebanen på alle rundkørslens 'ben' for at reducere hastigheden ind og ud af rundkørslen ligesom der også skal etableres cykelsti fremfor den blå cyklebane, som er der i dag.