Premier League-klubben Swanseas manager Michael Laudrup advarer sine spillere mod at tage let på resten af sæsonen, selv om den walisiske klub formentlig har sikret sig en ny sæson i Premier League.
Lørdagens 0-2-nederlag til Arsenal var Swanseas tredje i de seneste fire kampe, og Laudrup forsøger at undgå, at hans hold går i stå i resten af sæsonen.
- Det er vigtigt, at man altid - både som hold og individuelle spillere - finder motivation i hver kamp. Vi spiller på højeste niveau, selv til træning ønsker alle at vinde, siger Laudrup ifølge Sky Sports.
Han gør sine spillere opmærksom på, at hvis de ønsker at bruge Swansea som springbræt til større kontrakter i bedre klubber, så nytter det ikke at "bade" sig igennem resten af sæsonen.
- Hvis du gerne vil videre og har ambitioner om at komme højere op i de kommende år, så skal du være klar til hver kamp.
- Selv hvis du har gjort det godt i går, skal du også være klar til at gøre det godt i dag og i morgen, men jeg kan ikke klage over mine spilleres indstilling. De har været fremragende, siger Michael Laudrup.
Næste opgave for Swansea er en hjemmekamp mod Tottenham, når landskamppausen er overstået.
/ritzau/