Der skal investeres over en milliard kroner i forlystelsesparken, som skal være klar til at tage mod de første Lego-interesserede børnefamilier i 2013.
Det oplyser Merlin Entertainments Group, der driver de fire eksisterende Legoland-parker, i en pressemeddelelse. Den lokale partner Iskandar Investment Berhad (IIB) skal stå for 80 pct. af investeringen.
"Vi er begejstrede for området og er glade for partnerskabet med IIB. Legoland Malaysia vil blive en del af den succes, som vore øvrige internationalt anerkendte Legoland-parker har i Europa og Nordamerika, og vi er slet ikke i tvivl om, at det vil blive den bedste besøgsattraktion i området for familier med små børn," siger John Jakobsen, der er adm. direktør i Legoland-parkerne.
Legos fire eksisterende forlystelsesparker ligger i Billund, USA, Tyskland og Storbritannien.