Hvert år bliver der smidt tonsvis af mad ud i supermarkeders containere, fordi holdbarhedsdatoen er overskredet, eller fordi emballagen er blevet beskadiget. Et nyt supermarked vil gøre op med tendensen, skriver mx.dk.
Det nye supermarked kommer til at hedde ReFood og åbner på Nørrebro i København i 2015. Supermarkedet vil sælge overskudsmad fra almindelige supermarkeder, bare meget billigere.
Folkekirkens Nødhjælp fortæller om det nye supermarkeds-initiativ i en pressemeddelelse. Nødhjælpsorganisationen samarbejder med fødevareBanken og Dansk Supermarked (Netto, Føtex, Bilka og Salling).
Ifølge Miljøstyrelsen bliver der hvert år smidt 303.000 ton mad ud. De mange ton mad svarer til det årlige madforbrug for mere end en halv million danskere. Der kommer altså til at være rigtig meget mad at sælge for det nye supermarked.
Varerne vil blive solgt for en pris, der er 50-70 procent billigere end prisen i de almindelige supermarkeder. I første omgang vil der ikke blive solgt kød i butikken, men ellers kan kunderne glæde sig til et stort varesortiment.
Overskuddet fra butikken vil gå til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i nogle af verdens fattigste og mest sultende lande.
Kilde: mx.dk.