Det viser en ny opgørelse, som Nykredit har lavet for Nyhedsbureauet Newspaq.
Trods de beskedne cifre synes chefanalytiker i Nykredit Thomas Kyhl ikke, at tallet er lavt.
"Jeg synes, der er tale om et pænt tal, der vokser dag for dag. Vi havde jo ikke forventet, at alle ville gøre det," siger han til Newspaq.
Tidligere på ugen viste en opgørelse, som BRFkredit havde lavet til Newspaq, samme tendens.
Her havde under én procent af dem, der skal have rentetilpasset i december, valgt at låse deres rente fast. Samme melding kom fra Realkredit Danmark.
Dermed tegner der sig et billede af danske flekslånere med is i maven.
Både BRFkredit, Realkredit Danmark og Nykredit har ellers været ude i medierne de seneste uger og anbefale boligejere med flekslån at låse deres rente fast på grund af de turbulente tider på de finansielle markeder.
Cheføkonom Elisabeth Toftmann Asmussen fra Realkredit Danmark skriver så sent som i dag i en pressemeddelelse under overskriften "Udsigt til historiske rentestigninger på flekslån", at "låntager bør overveje at tegne en fastkursaftale på sit flekslån allerede nu - og dermed få lov til at sove trygt de næste to måneder".
Realkredit Danmark forventer, at renten ved næste refinansiering i december kommer til at ligge på seks procent. Hvis man derimod tegner en fastkursaftale i dag, kan man låse renten for næste år fast på 5,8 procent.
Chefanalytiker i Nykredit, Thomas Kyhl, oplyser til Newspaq, at alle deres kunder i disse dage modtager et brev med en anbefaling af at låse renten fast.
Hvis man låser renten fast på 5,8 procent vil man komme til at sidde 376 kroner dyrere per lånt million efter skat på et F1-lån med afdrag.
-Newspaq