Den danske konkurrence er helt i top - på trods af krisen.
Det viser nye tal fra Eksportrådet under Udenrigsministeriet, der offentliggøres i dag.
De viser, at vareeksporten er stærkt på vej tilbage på niveauet fra de gode år i 2007 og 2008, og at der i år og næste år er udsigt til et eksporthop på 50 mia. kr. Det skriver Børsen.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) kalder tallene "hamrende gode" og mener, at erhvervslivet har været dygtig til at omstille sig og udnytte særlige ekspertiser.
"Der er meget, der tyder på, at dansk erhvervsliv er i fuld gang med at foretage de afgørende omstillingsprocesser og satsninger på nye områder og markeder," siger Lene Espersen til Børsen.
Hun peger især på Danmarks særlige ekspertiser inden for lægemidler, energi, miljø og fødevarer som områder, hvor virksomhederne tjener penge hjem på kvalitet frem for kvantitet.
Ifølge Eksportrådets nye kvartårlige eksportudsigt har Danmark udsigt til en kraftig vækst i eksporten på omkring 50 mia. kr. i løbet af i år og næste år, således at den samlede vareeksport i 2011 lander på 493 mia. kr.
Det vil være på niveau med boomåret 2007 og bare 15 mia. kr. fra rekordresultatet i 2008.
I DI er man skeptisk over for Eksportrådets tal og ikke mindst den metode, som rådet har anvendt.