Nye kampe i Yemen øger risiko for sultkatastrofe
People gather near stalls with used tools on a street in Hodeidah, Yemen Abduljabbar Zeyad/Reuters
Houthi-oprørere kontrollerer store dele af havneby, som er forsyningskanal for Yemens 30 millioner indbyggere

Nye kampe rystede søndag havnebyen Hodeida i Yemen, efter at mindst 29 var blevet dræbt under kampe i byens forstæder.

Det oplyser kilder i de regeringstro styrker til AFP.

- 22 af de dræbte var fra Houthi-oprørsbevægelsen, siger kilderne.

Ingen uafhængige kilder kan bekræfte oplysningerne.

Både regeringsstyrkerne og oprørerne beskylder modparten for at have brudt en våbenhvileaftale, som er forhandlet på plads i Sverige med FN som mægler.

De regeringstro kilder siger, at syv oprørere er taget til fange under kampe syd for Hodeida.

De voldsomme kampe er blusset op få dage efter, at parterne nåede frem til en aftale om en våbenhvile i den vigtige havneby. Aftalen blev indgået af parterne ved møder på Johannesbergs slot i Rimbo nord for Stockholm.

I øjeblikket er det houthi-oprørerne, der kontrollerer havnebyen, som er en central forsyningskanal for Yemens 30 millioner indbyggere

Houthi-oprørerne, der støttes af Iran, kontrollerer også hovedstaden Sanaa og har kæmpet mod den saudiarabisk-ledede koalition. Koalitionen kæmper for at få genetableret en regering i det kaosramte land.

Hodeida har været plaget af kampe i hele 2018.

Aftalen i Stockholm blev betegnet som overordentlig betydningsfuld for den humanitære indsats i Yemen, men allerede få timer efter den var indgået kom de første meldinger om nye sammenstød.

- Skrev de under på en aftale for at få sluttet kampene eller for at begynde dem? spørger en indbygger i Hodeida.

- Jeg var så glad for, at det lykkedes dem at nå frem til aftale, men glæden var kortvarig, siger den 28-årige Noha Ahmad til AFP.

Houthi-oprørerne, som støttes af Iran, og den saudiarabisk-ledede koalition, har aftalt at mødes til nye forhandlinger sidst i januar.

Et medlem af oprørsbevægelsen, Mohammed Abdo, siger, at man ikke kan forvente, at fjenden overholder nogen aftale.

- Freden kommer gennem våben, siger han.

Fredag sagde FN's særlige udsending, Martin Griffiths, i FN's Sikkerhedsråd, at parterne har sagt ja til at en overvågning skal indledes i løbet af få dage.

Over 70 procent af fødevarehjælpen til den nødstedte befolkning i Yemen er tidligere blevet modtaget i Hodeida, som har været livsnerven for millioner af mennesker. Ifølge FN er 14 millioner mennesker i fare for at sulte, medmindre en effektiv hjælpeindsats indledes nu.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP