De store fyringsrunder, vi har set i 2009 vil fortsætter i 2010 - og nye brancher vil blive ramt.
Julemåneden bød ellers på relativt få fyringsvarsler, men det er næppe et tegn om, at vi nu kan sige farvel til den galopperende ledighed, skriver Jyllands-Posten.
For to uger inde i januar er der allerede afleveret flere fyringsvarslinger end i hele december.
"December har været en undtagelse. Allerede nu kan vi sige, at hvis det fortsætter som hidtil, vil januar komme til at ligge på niveau med oktober og november. I hvert fald i hovedstadsregionen," siger Jan Hendeliowitz, regionsdirektør i Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland til avisen.
De massive fyringsrunder i industrien og i byggeriet er imidlertid ved at bevæge sig over i andre brancher, pointerer regionsdirektøren.
"Det er i andre typer af virksomheder, vi ser fyringsvarslerne. Det er inden for sundhedsområdet, finansiering, undervisning, service og post & tele-området. Det er sektorer, der ikke umiddelbart er berørt af krisen, som nu varsler fyringer," forklarer han.
Udviklingen skyldes både generelle strukturtilpasninger og tilpasning i de offentlige budgetter.