Med et massivt rødt flertal er der langt til indflydelse for partiet på Folketingets yderste højrefløj, Nye Borgelige.
Derfor er der en risiko for, at partiet ikke lykkes med at markere sig de næste fire år og måske går i glemmebogen hos vælgerne, vurderer politisk kommentator ved Altinget Erik Holstein.
- Det er et stort problem for dem. Det vil være meget svært at skelne deres meldinger fra både Inger Støjberg (tidligere udlændinge- og integrationsminister, red.) og Dansk Folkeparti på en række områder, siger Erik Holstein.
For første gang efter valget i juni skal formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, lørdag møde baglandet ved partiets årsmøde i DGI Huset i Vejle.
Ved valget fik Nye Borgerlige 2,4 procent af stemmerne, og i de knap fire måneder, der siden er gået, har partiet mistet opbakning i meningsmålingerne.
I den nyeste Voxmeter-måling for Ritzau står partiet til at få 1,2 procent af stemmerne, hvilket er under spærregrænsens magiske to procent.
- De bliver nødt til at hakke til på retspolitik og udlændingepolitik. Men den her periode bliver altså en overlevelseskamp, siger Erik Holstein.
Efter folketingsvalget er Nye Borgerlige blevet mødt med mere åbenhed end under valgkampen, hvor daværende Venstre-formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen nægtede at åbne for et samarbejde.
Efter lederskiftet i Venstre har den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, inviteret Vermund på kaffe, og statsminister Mette Frederiksen (S) bød i sin åbningstale velkommen til Folketingets nyeste parti.
Men den venlige modtagelse er i højere grad et udtryk for en normalisering af forholdet til partiet, som under valgkampen blev sat i bås med Stram Kurs, vurderer Erik Holstein.
- De er efter valget kommet ind på en mere demokratisk, politisk bane. Det kan de glæde sig over, men rent parlamentarisk kan Mette Frederiksen ikke bruge dem til noget, siger han.
Pernille Vermund er naturligvis bevidst om de begrænsede muligheder for at markere sig i en regeringsperiode med en rød regering.
- Men det er ikke sådan, at jeg går rundt og frygter, hvad der vil ske om fire år, siger hun.
- I virkeligheden handler det mindre om partiet og mere om retningen for Danmark. Jeg er mere bekymret for, om Danmark kommer til at bevæge sig i den forkerte retning, end om Nye Borgerlige overlever, siger hun.
/ritzau/