Nye Borgerlige har indkaldt til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde tirsdag eftermiddag for at drøfte valget af en ny formand.
Det oplyser partiets sekretariatschef, Lars Eldrup, til B.T, ligesom hovedbestyrelsesmedlemmer bekræfter det over for Ritzau.
Pernille Vermund meddelte i sidste uge, at hun har besluttet at stoppe som formand.
Det vil senest ske på partiets ordinære årsmøde i oktober, medmindre hovedbestyrelsen vælger at indkalde til et ekstraordinært årsmøde inden.
Vermund selv ser gerne, at hendes afløser bliver fundet inden oktober, men at beslutningen er op til hovedbestyrelsen.
Hvis det bliver besluttet, at der skal indkaldes til et ekstraordinært årsmøde, skal det ifølge partiets vedtægter afholdes inden for 60 dage.
Der er endnu ingen, som har meldt sig som kandidat til at stå i spidsen for partiet. De to navne, der går igen i baglandet og hos politiske kommentatorer, er Lars Boje Mathiesen og den nyvalgte Mikkel Bjørn.
Pernille Vermund vil ikke selv pege på en arvtager.
- Der kan være mange gode bud. Vi er mange tusind medlemmer, og det er sådan, at det er alle medlemmerne af Nye Borgerlige, der kan stille op som formand, sagde hun i sidste uge.
Pernille Vermund har flere gange sagt, at hun kun vil sidde i Folketinget i to perioder. Dermed vil hun heller ikke genopstille ved næste folketingsvalg.
I mandagens politiske meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau, står Nye Borgerlige til en opbakning fra 3,9 procent af vælgerne. Det er en smule over valgresultatet den 1. november.
Selv om partiet gik frem fra fire til seks mandater ved valget, var resultatet alligevel skuffende. Målinger i løbet af sidste valgperiode havde nemlig vist større opbakning til partiet.
Kun en uge efter valget forlod Mette Thiesen partiet for at blive løsgænger efter interne uenigheder, og Nye Borgerlige har nu fem folketingsmedlemmer.
/ritzau/