Priserne på de dyre danske biler ser ud til at være på vej ned. I hvert fald, når det drejer sig om det beløb, du må smide hos en forhandler, når du køber en ny bil, skriver Jyllandsposten.
Et bredt flertal i Folketinget vil nemlig sænke registreringsafgiften, der lige nu ligger på op til 180 procent. Til gengæld bliver de løbende afgifter hævet, så det bliver dyrere at have bilen.
Hvordan det endelige regnestykke kommer til at se ud, skal Skat nu se på, men begge fløje i Folketinget lægger op til en løbende fast afgift for at have bilen i stedet for en brugerafgift, hvor man skal betale efter, hvor meget man belaster miljøet og vejene.
Udmeldingerne kommer efter, at Jyllandsposten i sidste uge kunne afsløre, hvordan leasingfirmaer kan snige sig uden om den dyre registreringsafgift og give danskerne billigere biler.
Kilde: Jyllandsposten