Nyd solen og den sidste varme i weekenden. For på mandag slukkes der for den lune strøm fra Sydeuropa og efterårets blæst og kølighed sætter ind.
I dag og i aften holder det generelt tørt med op til 18 grader.
"Det bliver med vekslende skydække og perioder med solskin. Bornholmerne bliver nok dem, der får mest solskin i dag," siger Danny Høgsholt fra TV 2 Vejret.
I aften kommer der en varmefront ind over landet, som først laver lidt skyer, men derefter trækker det sidste sommervejr med sig sydfra.
"I løbet af lørdagen skulle det klare op og blive noget varmere, end vi har set i dag. Op til 22-23 grader længst mod syd," siger Danny Høgsholt.
Og det bliver ved søndag.
"Der forsætter den varme luft fra Sydeuropa med at strømme op over Danmark, og der tror vi, at vi helt nede ved grænseregionen godt kan nå 25 grader og en rigtig sommerdag," siger han.
I løbet af eftermiddagen får Jylland dog regn og torden, og det breder sig over natten til resten af Danmark. Og dermed er sommeren slut.
"Jeg tror, at vi efterhånden er ude i de sidste krampetrækninger," siger Danny Høgsholt og fortæller, at det herefter bliver ned mellem 15 og 20 grader og efterhånden køligere.
"Hvis man med efterårsvejr mener blæst og lave temperaturer, så kunne det godt se ud som om, vi får sådan en portion i den kommende uges tid," siger han.