Om blot 18 dage skal der være omvalg i Afghanistan.
Det har landets valgkommission netop offentliggjort.
Anden valgrunde vil blive afholdt 7. november. Her skal præsident Hamid Karzai op imod tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah.
Meddelelsen om en anden valgrunde kommer dagen efter at FN fastslog, at der var valgsvindel på 210 stemmesteder ved valget i august.
Præsident Karzai accepterer behovet for en anden valgrunde, selvom han i går udtalte, at han ikke fandt det nødvendigt.
"Vores nation bør udnytte valget til at vise vores tror på demokratiet," siger Karzai på en pressekonference i Kabul kort efter offentliggørelsen af valgresultatet.
"Gode dage venter foran os. Og jeg opfordrer medierne til at udnytte tiden til fortsat at styrke troen på demokratiet i landet," understregede præsidenten, der samtidig udtalte, at omvalget er fuldt i overensstemmelse med Afghanistans forfatning.