Det er svært at drage konklusioner om et eventuelt, måske sandsynligt kommende Linie 3-show.
B.T. skrev i morges, at de blev gendannet. Preben Kristensen afviste siden i Berlingske Tidende. Og så træder Thomas Eje her til aften frem i TV Avisen.
"Det er jo ikke os der bestemmer, om vi bliver gendannet. Det bestemmer aviserne. Men så er vi gendannede. Ja, vi er gendannet. Før var vi bare dannet, nu er vi gendannet," siger Thomas Eje kryptisk.
Når journalisten går entertaineren mere på klingen og spørger til, hvornår vi får trioen at se, så svarer Thomas Eje med en Poul Nyrup-parodi:
"Lad mig sige det lige ud: Lone, jeg ved det ikke."
Måske skulle de herrer finde på noget nyt materiale til deres 12. show, for det kommer - showet i hvert fald. Det bliver afsløret efter TV Avisens sidste spørgsmål:
"Men arbejder I på det?"
"Ja, det gør vi og vi glæder os rigtigt meget," slår Thomas Eje fast.
Om man så kan stole på det, er op til læseren at vurdere.
Men hvis det går som hidtil, så bliver bekræftelsen benægtet om to timer.
Og så skal vi nok bringe en nyhed om det.