I fredags brød en somalier ind hos tegneren Kurt Westergaard, og nu er den svenske kunstner Lars Vilks også blevet truet af en mand fra det afrikanske land.
Det har dog ikke været så dramatisk som episoden i fredags, hvor gerningsmanden havde økse og kniv med sig.
Lars Vilks, der ligesom Kurt Westergaard har lavet en karikaturtegning af profeten Muhammed, har fået to truende telefonopringninger fra Somalia. Den første kom mandag formiddag.
Kunstneren kunne konstatere, at opkaldene kom fra Somalia ved at kigge på displayet på telefonen.
Politiet i Helsingborg siger ifølge nyhedsbureauet TT, at de tager truslerne meget alvorligt.
Vilks udstillede i 2007 en tegning af Muhammed, hvor profetens hoved var anbragt på en hundekrop.