Spiderman-dragten har fundet en ny ejer.
Fremover bliver det ikke længere stjernen Tobey Maguire, der skal krybe i det stramme rød-blå outfit. I stedet har folkene bag den næste film i serien givet hovedrollen til den engelske skuespiller Andrew Garfield.
Garfield når endnu ikke sin forgænger i rollen til sokkeholderne på kendis-skalaen, men han har haft fuld fart på karrieren i de seneste år.
Den 26-årige skuespiller er mest kendt for sine roller i "Lions for Lambs" og som barnemorder i "Boy A" fra 2007. Sidste år kunne den nye Peter Parker opleves i de danske biografer i den eventyrlige "The Imaginarium of Doctor Parnassus", der blev instrueret af det tidligere Monty Python-medlem Terry Gilliam.
Der er gode chancer for, at publikum vil opleve det unge stjerneskud som meget levende i sin nye rolle. For når han kaster sig ud fra høje bygninger, kommer han nærmest til at flyve helt ud i hovedet på biografgængere. Den fjerde film i serien, der endnu ikke har fået sin titel offentliggjort, kommer nemlig ud på de store lærreder i 3D.
Der er forventet verdenspremiere i juli 2012.