Opdateret kl. 12:51
Københavns Kommune har taget det første skridt til at fyre en direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen efter en sag, hvor boligejere har betalt for meget for at få rengjort deres fortov.
Det oplyser Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning.
Sagen går ifølge B.T. på, at ejerne af over 4000 ejendomme har betalt op mod ti gange for meget for at få rengjort fortove.
Tirsdag aften har kommunen lagt op til at afskedige direktør Torben Gleesborg. Det skete efter et møde i kommunens økonomiudvalg.
I marts blev der indledt en afskedigelsessag mod Pernille Andersen, der er administrerende direktør i forvaltningen.
Det skete som følge af en række sager - herunder fortovene. Torben Gleesborg ligger i cheflaget lige under Pernille Andersen.
Sidste år startede kommunen en ekstern advokatundersøgelse af sagen, og på baggrund af den har teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) set sig nødsaget til at afskedige endnu en direktør.
- Jeg har efter endt læsning af advokatundersøgelsen om fortovsordningen set mig nødsaget til at anmode økonomiudvalget om at indlede en afskedigelsessag mod teknik- og miljøforvaltningens direktør Torben Gleesborg, siger hun i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer, at der ikke kan gives yderligere detaljer, fordi der er tale om en personalesag.
De to direktører er endnu ikke formelt set blevet afskediget. Det skal borgerrepræsentationen i Københavns Kommune tage stilling til 11. april.
Hvis det sker, vil Michel Schilling blive konstitueret som ny administrerende direktør. Han er i øjeblikket direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Selve indholdet af advokatundersøgelsen er endnu ikke blevet offentliggjort.
Det bliver den - i anonymiseret form - når borgerrepræsentationen har behandlet sagen 11. april.
/ritzau/